Nå dine mål med styrketræning.

Styrken forsvinder

Når man bliver gammel, mister man naturligt noget af sin muskelmasse. Dette kan dog undgås ved at træne sin styrke. Der er mange måder hvorpå man kan styrketræne, og der er mange der har en holdning til hvordan man styrketræner. Når man nævner styrketræning, vil de fleste nok tænke et form for træningscenter med håndvægte og maskiner. Engang forbandt man det med en lyshåret kvinde, der mente at alle skulle have ”Balder af stål”. Nu er det Crossfit og High Intensity Training (HIT) der i de senere år har vundet indpas, hos folk der gerne vil blive stærkere. Koncepterne går ud på at man primært laver øvelser der træner mange muskler på én gang – også kaldet funktionelle øvelser. Øvelserne laves i et højt tempo, og gerne med rigtig mange gentagelser. Træningen er hurtigt overstået og er derved ikke så tidskrævende.

Muskeltyper

Der findes tre former for muskulatur i menneske kroppen. Den første, som man ikke har så stor indvirkning på, er den glatte muskulatur. Den glatte muskulatur sidder tæt på organerne, og medvirker til at disse fungerer som de skal. De sidste to er lidt mere interessante ift. styrketræning. Det er henholdsvis den stabiliserende muskulatur og bevægelsesmuskulaturen. Den stabiliserende muskulatur er med til at holde kroppens forskellige led stabile, både statisk og i bevægelse. Det er rigtig vigtigt at man er stabil over sine led, da man derved mindsker risikoen for at blive skadet.

Bevægelsesmuskulaturen får kroppen til at bevæge sig. Denne muskulatur udspringer og hæfter for det meste over et led. Fx når Biceps musklen trækker sig sammen, bøjer det underarmen opad. På den anden side af overarmen sidder Triceps, og når biceps bøjer, bliver Triceps længere. Modsat når Triceps trækker sig sammen, bliver Biceps længere.

Flere veje til Rom

Der er flere måder at træne kroppens muskulatur på, men det kommer meget an på hvad der er ens fokus. Går man efter at få større muskler, eller går man efter at kunne tage 100 armbøjninger. Det kommer til udtryk i, hvor meget belastning man skal have på, hvor mange gentagelser man tager og hastigheden af ens øvelser. Hvis man gerne vil træne sin maksimale styrke, skal man træne med få gentagelser og tung belastning. Hvis man derimod vil have en større udholdenhed i musklerne, skal man træne med mange gentagelser og lav belastning. Ved at have en god udholdenhed, præsterer man bedre i sportsgrene, hvor kroppen skal arbejde i længere tid.

Kom godt i gang

Hvis man gerne vil i gang med at træne styrketræning, findes der i mange fitnesscentre, instruktører som kan hjælpe en med at komme godt i gang. Det er vigtigt at man får lagt et program ud fra sit nuværende niveau. Det er også vigtigt, at man har styr på sin målsætning, så den der skal lave programmet kan finde de rigtige øvelser. Når man starter op med styrketræning, kan man med fordel træne basisøvelser, såsom squat og dødløft hvor man aktiverer mange muskelgrupper på samme tid. Hvis man får styr på dem, kan man komme langt.

 

  Ring +45 9895 1721